Tandundersøgelser og raspning

En sund hestemund er afgørende for alle heste uanset brug, og den bør undersøges af en dyrlæge mindst én gang årligt

Det er vigtigt, at din hest får foretaget rutinemæssige undersøgelser af dens mundhule af en dyrlæge.

Det anbefales at du får foretaget denne undersøgelse i forbindelse med den årlige vaccination.

Kun dyrlægen kan vurdere hestens mundhule for tegn på sygdom, og kun dyrlægen må berolige hesten medicinsk for at muliggøre en effektiv og grundig undersøgelse.

Tænderne bør ligeledes raspes årligt for at fjerne skarpe tandspidser og kroge, som generer hesten, når den tygger og rides. Denne raspning kan foretages af både dyrlæger og tandteknikere.

Tandraspning er hårdt arbejde. Derfor er det fristende at bruge et redskab, der foretager raspningen maskinelt. I de rette hænder kan dette gøres uden problemer og med et godt resultat. Desværre er der tendens til at mange heste får raspet for meget af deres kindtænder, således at disse ikke når sammen, når fortænderne er i kontakt. Ligeledes raspes tænderne ofte helt glatte hvorved de mister deres væsentlige struktur, der gør dem i stand til at kværne og forarbejde føden inden den synkes. Dette kan medføre lidelser som mavesår, kolik og diarré samt smerter i tyggemuskulatur og kæbeled, der kan give overført smerte til halsmuskulaturen og dermed ridemæssige problemer.

Hos iKeyVet foretages alle rutinemæssige tandraspninger med manuelle raspe. Ved forekomst af større tandkroge anvendes maskinel tandrasp med diamantskær.

Ved meget komplicerede tandlidelser henvises du til en dyrlæge, som har speciale i behandling af komplicerede tandlidelser.

Bestil en undersøgelse af din hests mund via formularen 'bestil besøg' eller ring på hovednummeret 50 849 849.