< Tilbage

Vejen gennem hestens luftveje15-10-2015 - 10:16

Alle heste er fødte atleter. Andre dyrearter, inklusive os selv, fungerer udmærket med let nedsat funktion af luftvejene, men ikke heste. Heste kan have nedsat funktion af luftvejene på forskellige niveauer, der undersøges ved forskellige metoder

Hos iKeyVet har vi stor fokus på hestens vejrtrækningssystem

 

Lad os følge luftens vej:

 

Næse

De ydre næsebor kan hos heste og især ædle hesteracer udvides ved hjælp af muskulatur. Hvis hesten ikke er i stand til dette, nedsætter det markant evnen til at trække luften ind, da næseboret vil kollapse. Den indre næse er slimhindebeklædt knogle også kaldet muslingeben. Luftens passage herigennem vil kunne hindres ved polypper, medfødte defekter og erhvervede defekter (efter infektion, spark mm.). Næsehulen undersøges ved endoskopi i hvile og røntgenundersøgelse. Luftpassagen gennem næsehulen er ikke påvirket at mekaniske forhold under arbejde eller vakuum.

 

Svælg

Hestens svælg er skabt af bløddele, som er meget påvirkelige af dynamiske forhold under ridning og løb. Forestil dig det vakuum der skabes, når en hest trækker op til 12 liter luft ind i lungerne på under et ½ sekund. Dette gør sig gældende for fuldblodsheste og travheste under maksimalt arbejde. Rideheste påvirkes af mindre vakuum, men der vil til gengæld være mere mekanisk påvirkning af svælget, når hesten bøjer nakken under ridning i mere eller mindre samlet form.

 

Den bedste metode til at vurdere svælgets påvirkning under arbejde er Dynamisk Endoskopi.

 

Luftrør

Hestens luftrør er den skabt af hårde bruskringe beklædt af slimhinde. Disse påvirkes sjældent af vakuum under vejrtrækning, og der er ingen mekanisk påvirkning af disse. Der ses dog sjældent medfødte defekter og erhvervede defekter efter spark. Disse defekter kan visualiseres under en normal kikkertundersøgelse i hvile.

 

Bronkier og bronkioler

De sidste forgreninger af luftens passage til lungevævet består af bronkier og bronkioler. Disse forgreninger er for små til at kunne visualiseres ved endoskopi. Heste kan have forskellige sygdomme i disse forgreninger, såsom inhalerede fremmedlegemer og generel betændelses tilstand også kaldet bronkitis. Bronkitis kan skyldes infektion med forskellige mikroorganismer eller allergi. Den bedste metode til at undersøge de nedre dele af luftvejene er en skylning med væske og undersøgelse af denne væske for bakterier og hvide blodlegemer. Denne skylning kaldes en BAL. iKeyVet foretager rutinemæssigt denne undersøgelse.

 

Alveoler

I disse meget små blindsække sker udvekslingen af ilt og CO2. Denne del af lungerne er sæde for sygdomsforandringer, når hesten har lungebetændelse og inhalations allergi.

< Tilbage